ROM - Mindst 185 migranter og asylsøgere omkom langs EUs grænser i løbet af juni 2008. 173 af dem døde i Sicilien strædet. Fire omkom efter ankomsten til Kanarieøerne. I Venedig blev to irakere blev fundet døde i containere på to forskellige færger, der ankom fra Grækenland. To migranter livet, da den lastbil, hvori de havde gemt sig, havde en ulykke i den østlige del af Tyrkiet, og en somalier blev skudt og dræbt under uroligheder i en interneringslejr i Bulgarien. Tre andre flygtninge blev skudt ihjel langs grænsen mellem Ægypten og Israel, en af dem var en syv år gammel pige fra Sudan, som blev dræbt den 28. juni.
Sinai-ørkenen lader til at være blevet den nye flugtrute for flygtninge fra Eritrea og Sudan, som foretrækker at forsøge at komme til Israel istedet for at rissikere de libyske fængsler og døden på havet. I 2007 ankom omkring 5.000 asylsøgere til Israel ifølge UNHCR. I mellemtiden har Ægypten forstærket sine kontrolmekanismer og tilladt grænsepolitiet at åbne ild mod migranter, der forsøger at krydse grænsen. Siden starten af 2008, hvor Israel beordrede Ægypten til at få standset strømmen af afrikanske flygtninge ind i Israel, er mindst 16 mennesker blevet skudt ihjel og enorme politioperationer med razziaer og efterfølgende deportationer har fundet sted. Ifølge Amnesty International er 1.600 eritreanere blevet anholdt og 810 af dem blev deporteret i starten af juni. Det er det største deportationsprogram i nyere tid i Ægypten, og antyder begyndelsen på en ny æra med hård repression mod afrikanske flygtninge. De der allerede har klaret turen gennem Sinai-ørkenen søger nu et nyt liv i Israel.
Har Zion-gade nummer 3 er en af adresserne til den Eritreanske diaspora i Tel Aviv. Det er en bygning på tre etager, beboet af hundredvis af flygtninge fra Afrikas horn. Der er madrasser overalt: på trappen, i gangene m.v. Beyené åbner døren til et rum: 13 folk sover på gulvet. Klokken 11 om morgenen bliver fjernsynet tændt, mens nogle stadig sover. Beyené er fra Eritrea. Han ankom til Tel Aviv for 25 dage siden. Han kom ind i landet via Ægypten. Han tog af sted fra Sudan sammen med sin kone, men hun er stadig indespærret i Ketziot, den israelske interneringslejr i Sinai-ørknen.
Beyené er en af de 10,000 asylsøgere, der er kommet ind i Israel de seneste år. Det hele startede i 2006, hvor 1.200 asylsøgere krydsede Sinai-grænsen – seks gange flere end de 200, der ankom i løbet af 2005. Så i 2007 ankom 5.500 afrikanere til Israel og allerede i det første kvartal af 2008 kom der 2.000. De er hovedsageligt fra Sudan og Eritrea, og det er ikke uden grund. Den 30.december 2005 stormede ægyptisk uro-politi ind i en gruppe på 3.500 ubevæbnede sudanesiske migranter og dræbte mindst 26 mennesker inklusiv 7 kvinder og 2 børn, da gruppen nægtede at forlade den offenlige park ”Mustaffa Mahmoud” i Kairo. De havde besat parken i tre måneder i håbet om at få FN til at flytte dem til et sikkert tredie-land.
Repressionen i Ægypten, den ikke-eksisterende mulighed for at vende tilbage til Darfur eller det sydlige Sudan, samt risikoen for at dø på havet i forsøget på at komme til Italien, åbnede ruten igennem pigtrådshegnet, der adskiller Ægypten og Israel. De sudanesiske flygtninge blev hurtigt fulgt af eritreanere, hvoraf mange også flygter fra Sudan, hvor regeringen for nylig beordrede kontorer for den eritreanske opposition lukket.
Beyené tilbragte to år i Sudans hovedstad, Khartoum. Han og hans hustru betalte 800 US-dollars per person for turen til Aswan i Ægypten. Det er en tur på fem dage igennem ørkenen, fortæller han. Det er ikke så hårdt som ruten til Kufrah i Libyen, som tager ti dage, og hvor mange dør undervejs. Fra Aswan tog de toget til Kairo, og ved togstationen ventede en mellemmand på dem. De betalte endnu 700 dollars hver, og indefor et par dage blev de bragt til grænsen: først gemt i lastbiler, så til fods om natten i ørkenen, til de kom til grænsen, hvor den ægyptiske guide klippede et hul i det en meter høje pigtrådshegn. De blev fortalt, at de skulle gå over og vente på de israelske soldater på den anden side. Da de blev opdaget, blev de bragt til Ketziot-lejren. Det er en teltlejr, hvor 1.200 mennesker er indespærret under åben sol. Den blev åbnet i juli 2007 i gården til et fængsel tæt på Gaza, der bliver brugt til administrativ internering af palæstinensiske politiske fanger. Beyenés kone er der stadig.
Han blev løsladt med et midlertidigt dokument, der giver ham ”betinget løsladelse”. Han kan arbejde, men kun i den by, han blev tildelt, ikke i Tel Aviv. Tilladelsen udløber i midten af juli. Den skulle blive forlænget, men det er ikke sikkert. I mellemtiden venter hans asylsag på afgørelse hos UNHCR, men de har ikke mandskab nok til at gennemføre samtaler. I stedet fokuserer UNHCR på at få løsladt de tusinder af asylsøgere, der er indespærret i Ketziot-lejren, og forsøger at få gennemført kollektive legaliseringer, som de midlertidige arbejdstilladelser, der er blevet givet til 600 sudanesere fra Darfur og omkring 2.000 eritreanere. Der er kun 86 anerkendte flygtninge i
I mellemtiden – den 19.maj 2008 – vedtog det israelske parlament det første udkast til en lov om ” forebyggelse af infiltrering”. Denne nye lov indeholder blandt andet øjeblikkelig tilbagvisning til grænsen og 5 års fængsel til enhver, der kommer ind i Israel illegalt, og 7 års fængsel til statsborgere fra ”fjendtlige stater”: Iran, Afganistan, Libanon, Libyen, Sudan, Irak, Pakistan, Yemen og Palæstina. Dette lovforslag skal nu tilbage til indenrigsministeriets komite til tredje og sidste behandling.
Parlamentet har intet forslag om, at lave en asyllovgivning. Det er der mange grunde til: Det politiske spørgsmål om de palæstinensiske flygtninge og flygtninge fra fjendtlige stater generelt, den mulige ankomst af nogle af de to millioner irakiske flygtninge, der nu bor i Syrien og Jordan, og sidst men ikke mindst det ideologiske spørgsmål om en ren jødisk stat. I Tel Aviv hører man parolen: ”Vi skal ikke være en immigrant-stat men en jødestat”. De omkring 180.000 udenlandske arbejdere, der er midlertidigt beskæftiget i landet – fra Nepal, Kina, Thailand, Indien og Filipinerne – er velkomne, for den israelske økonomi har brug for dem. Men det gælder ikke for flygtninge.
Situationen for de eritreanske flygtninge bliver også værre og værre i Libyen. Ifølge Habeshia er der stadig 700 eritreanere, der har været indespærret i Misratah siden 2006, inklusiv 60 kvinder og 30 børn, og endnu 133 eritreanere, der blev anholdt på havet, er interneret i Ijdabiya. Den 27. juni fløj den italienske premierminister, Silvio Berlusconi, til Tripoli for at mødes med Qaddafi. Italien vil financere et radar-system til Libyens patruljering af sin sydlige grænse, men først vil Italien have grønt lys fra Libyen til at iværksætte den fælles patruljering af det libyske farvand, der var omtalt i en aftale fra den 29. december 2007. De italienske skibe er klar, sagde indenrigsminister Roberto Maroni. Men hvad vil reglerne være for sådan en patrulje?
Og hvad er reglerne for Frontex-operationen Nautilus III, der udfører patruljering af strædet ved Sicilien. Under en spørgerunde i parlamentet i Malta fortalte premierminister Lawrence Gonzi, at de er ” top hemmelige”. Men en tysk journalist brød tavsheden om operationerne i Middelhavet, der udføres af Italien, Malta, Frankrig, Tyskland, Spanien og Grækenland. Hans navn er Roman Herzog, og i hans seneste radio-dokumentar, ”Krig i Middelhavet”, indrømmer en højtstående officer fra det italienske Guardia di Finanza, at nogle dele Frontex-flåden stjæler mad og benzin fra migranternes både for at tvinge dem til at vende om. Det er en praksis, der ikke fordømmes af Frontex’s Ilkka Laitinen, som også blev interviewet i dokumentaren.
Libyen har selv betalt for deportation af 30.940 migranter i 2007 og kræver nu en milliard euro i bistand. I 2006 repatrierede Libyen 64.430 immigranter for fire millioner euro. I mellemtiden er antallet af migranter, der ankommer til de italienske kyster mere end tredoblet i de første fem måneder af 2008: fra 2.087 mennersker i samme periode af 2007 til 7.077 i 2008. Der ankommer stadigt flere kvinder (11% mod 8% sidste år) og flygtninge fra Afrikas Horn (30%) – især fra Sudan og Somalia. Der kommer også stadigt flere både fra Ægypten. Antallet af ofre er også steget. I første halvdel af 2008 omkom mindst 311 mennesker i strædet – 173 alene i juni. I løbet af hele 2007 var antallet af dokumenterede ofre 556. I det seneste skibbrud, den 7. juni, mistede mindst 140 mennesker livet.
Wali Adbel Motagali var den eneste overlevende. I et interview til den ægyptiske avis al-Ahram fortalte han: ”Jeg mødte en mand i al-Jumua-markedet i Tripoli, som tilbød at sejle mig til Italien for 1.000 US-dollars. Den 5. juni blev vi bragt til den vestlige del af Tripoli, hvor vi blev i to nætter. De bragte os ombord på en båd, der ikke var beregnet til mere end 40 personer, og motoren gik i stå efter blot en time. Vi forsøgte at reparere den. Kort tid efter begyndte båden at tage vand ind. Folk gik i panik, fordi de ikke kunne svømme, og deres bevægelser fik båden til at kæntre, og de druknede.” De andre trageider har hverken vidner eller overlevnede. Kun lig, der fiskes op på havet eller skyller op på strandene i Malta og Sicilien.
På den anden side af Middelhavet er Spanien blevet anklaget af Amnesty International for at være ansvarlig for forholdene for fængslede migranter i Mauritanien, der anholdes under forsøget på at komme til de spanske Kanarieøer. Siden 2006 er tusinder af mennesker blevet fængslet i interneringslejren for migranter i Nouadhibou, som financeres af Spanien, og derefter deporteret til grænsen til Senegal og Mali. Amnesty afslørede aftalen mellem Spanien og Maurtanien og udtrykte bekymring for de 5.000 mennesker, der er blevet tilbageholdt af Frontex-patruljer i Atlanterhavet og tilbagevist til Afrika. Amnestys rapport er et case study, der fokuserer på de 369 passagerer fra Marine I – et skib, der blev tilbageholdt den 30. januar 2007. Passagerne blev holdt indespærret i månedsvis under elendige forhold, og derefter blev næsten alle af dem deporteret til henholdsvis Indien, Pakistan, Sri Lanka og Guinea.
Samtidig lidt længere nord på forsøger migranter, der er strandet i Marokko, at komme til Europa, koste hvad det vil. Nogle svømmer til Ceuta eller stormer grænseposten ved Melilla. Det sidste gjorde 70 migranter den 22. juni. Omkring halvtreds af dem blev anholdt. De vil snart blive deporteret til Algeriet og derfra videre til Mali. Det skete også for en af de overlevende fra skibet Hoceima, der led skibbrud den 28. april. Han blev anholdt og efterladt i ørkenen nær Tinzaouatine. Ligesom han er mindst 12.200 andre migranter i løbet af 2007 blevet anholdt i Tamanrasset – en region i den sydøstlige del af Algeriet – og derefter deporteret.
Algeriet, der også døjer med sin egen befolknings emigration mod EU, har for nylig vedtaget en ny immigrationslov, som betyder, at der skal bygges interneringslejre for migranter – der ellers indtil nu har været holdt i fængsler, gamle lagerbygninger og politistationer. For første gang er Fortress Europe nu i stand til at vise en foto-reportage, produceret af Bahri Hamza, om anholdelserne og deportationerne i den algierske ørken. Vi ved ikke om, de nye lejre i Algeriet, betalt af Europa, vil kunne stoppe de afrikanske migranter. Men en undersøgelse, der for nylig blev offentliggjort af IOM, the International Organization for Migrations, underminerede den grundlæggende tese i EUs anti-migrationspolitik. Ifølge statistikken – og i modsætning til den officielle frygt – er der intet, der tyder på, at migrationen fra Vestafrika til Maghreb og Europa er stigende i nogen alarmerende grad. Den forbliver beskeden sammenlignet med migrationen fra Nordafrika og Østeuropa, og flertallet af udokumenterede migranter kommer ikke ind i Europa via havet. De kommer legalt ind i EU og bliver efter deres visa er udløbet
Translated by Ole Poulsen