 |  |  |  |  |  |  |  |
Massakren fortsætter. Mindst 158 migranter og asylsøgere mistede livet i forsøget på at komme til Europa i løbet af juli 2008. Der var mindst mindst 48 ofre i farvandet mellem Libyen, Malta og Italien – heriblandt to børn på to og fire år samt to gravide kvinder. På ruten mellem Marokko og Spanien druknede også mindst 48 migranter – heriblandt fire kvinder og elleve børn. I havet mellem Algeriet og Sardinien forsvandt omkring 38 algiere, da to både kæntrede på høj sø, ifølge de eksklusive vidneudsagn, Fortress Europe har modtaget fra de overlevende. Endnu et skibbrud ud for den franske ø Mayotte i Det indiske hav efterlod seks døde og mange forsvundne. To mænd mistede livet i nærheden af Calais i Frankrig, da de forsøgte at komme til England. To andre blev skudt i hovedet af ægyptisk politi ved grænsen til Israel. Liget af en irakisk flygtning blev fundet i en container-havn i Venedig i Italien, og endelig blev ligene af 13 asylsøgere fundet i Istanbul, efterladt på vejen af føreren af den lastbil, hvor de havde været gemt. De sidstnævnte rejste sammen med snesevis af andre i den samme lastbil. Det er altid den samme rute: fra Tyrkiet til Grækenland. Det er en rute, der bliver stadigt mere vigtig efter at porten til Spanien er blevet lukket.
Antallet af migranter, der ankom til Kanarieøerne i 2007 var faldet med 60% sammenlignet med året før, og de ankomne, der blev registreret på de spanske øer i første halvdel af 2008, er 1.000 færre end i samme periode i 2007: 4.557 mod 5.594. Migranter sendes tilbage til de afrikanske lande af Frontex-patruljer eller via tilbagetagelsesaftaler, der for Marokko og Senegals vedkommende også gælder for uledsagede mindreårige. Derfor er migrationsstrømmen flyttet til det centrale og østlige Middelhav. Antallet af ankomne på den italienske kyst er tredoblet i løbet af det første halve år i 2008, og det er fordoblet i Grækenland, hvor 7.263 migranter og flygtninge blev tilbageholdt på Det aegæiske hav i det første syv måneder af året mod 9.240 i løbet af hele 2007 – dette på trods af den græske kystvagts illegale tilbagevisningspraksis, der er blevet dokumenteret af organisationen Pro Asyl, og som nu lader til også at blive udført af den tyrkiske kystvagt.
“Hvornår tager du så afsted? Idag eller imorgen?” siger John for sjov til Hammady på torvet foran moskeen. De griner. For nogle få dage siden rissikerede de livet. Den nat råbte John: “Nina! Nina!” Nina, hans kone, var den eneste kvinde ombord på båden. Nu er hun i sikkerhed. De blev alle reddet, men det kunne være blevet en massakre. Hammady og John er to af de 25 overlevende fra skibbrud nummer hvem-ved-hvor-mange i Det aegæiske hav. Denne gang blev båden ikke sunket af bølgerne eller af den græske kystvagt men af de tyrkiske myndigheder. Det skete den 4. juni 2008 nær en ikke nærmere defineret del af den tyrkiske kyst nogle timers kørsel fra Izmir. Hammady er en ung professionel fodboldspiller fra Elfenbenskysten. Jeg mødte ham i Basmane-kvarteret i Izmir bag den store basar i centrum. I baren langs de smalle gyder sidder der somaliere og sudanesere, eritreanere og senegalesere, nigerianere, andre fra Elfenbenskysten samt algierere og marokanere. De har alle allerede betalt kaçakçierne (transportørerne) i Istanbul, og nu venter de her på deres afgang.
”Vi var 25 mennesker,” fortæller Hammady mig. Vi havde sejlet omkring en time, da vi så et stærkt lys over os. Så hørte vi en høj lyd – paf! Det lød som en eksplosion. Jeg tror, at de skød mod vores båd. Pludselig forstod vi, at de havde ramt vores gummibåd. Den begyndte at synke og vi faldt i vandet. Heldigvis havde vi alle redningsveste.” Til sidst blev de alle samlet op og anholdt af den tyrkiske kystvagt. De blev løsladt efter 24 timer og kom tilbage til Basmane, for de har ret til et endnu et forsøg gratis. Og derefter et tredie.. De kan ikke tage hjem, for deres familier har ofte bragt sig selv i gæld for at betale for deres rejse. Den sjette gang lykkedet det Hammady at komme til Grækenland. Han ankom for nogle få dage siden. Jeg talte med ham i telefonen.
Frank vil vente nogle uger før han forlader Tyrkiet. Han er fra Burkina Faso, og jeg mødte ham i Kunkapi-distriktet i Istanbul. Ligesom Hammadi kom han ind i Tyrkiet ved at krydse den syriske grænse. Han ankom til Damaskus med et turist-visum og kontaktede en mellemmand, der også er fra Burkina Faso, som satte ham i forbindelse med en syrisk guide i Halab. Hver nat bliver små grupper på 20-30 migranter ført til fods over den tyrkiske grænse i retning mod Hatay (Antakya). Det er en vandring på seks til syv timer. Frank var i en gruppe med folk fra Burkina Faso, Ægypten, Sri Lanka og Bangladesh. De betalte 700 dollars til de fire syriske guides. En af guiderne gik et stykke væk fra grupen og gav beskeder til de andre per telefon. Grænsen mellem Tyrkiet og Syrien er en lang halvanden meter høj rulle pigtråd. Guiderne holder øje med overvågningskameraerne og giver de andre besked på at hoppe over i de rigtige øjeblik.
Fra Antakya tager migranterne bussen til Istanbul, men Franks gruppe blev standset af politiet og de blev alle anholdt. Det var den 23. november 2007. Frank har tilbragt seks måneder i en interneringslejr i Hatay. ”Det var inden i politistationen,” fortæller han. ”Det var et dobbeltrum med køkken og badeværelse, ikke mere end fem gange ti meter. Vi var omkring 150 mennesker der. Der var køjesenge, men folk måtte sove overalt: på gulvet, under bordene, i badeværelserne.” I løbet af vinteren var det meget koldt, og der var ingen varme: ”De, der havde to par bukser, havde begge par på.” De fik ikke megen mad og slet ingen lægehjælp.
Der er ikke mange, der fortæller om interneringsforholdene for migranter i Tyrkiet. Den eneste rapport blev for nylig udgivet af organisationen Hyd. Franks udsagn bekræfter alle anklagerne: ”Politiet tævede os. Især før og efter afhøringerne. De bragte os til en retssal for at få os deporteret til Syrien. Vi vidste, at vi måtte sige, at vi ikke var kommet via Halab, hvis vi ikke ville deporteres. Vi løj for at redde os selv. Men betjentene tævede os for det. En mand blev tævet så meget, at han tilbragte to måneder i sengen før han kunne gå igen.” En af tortur-formerne, der benyttes i Hatay, er at sprøjte gas ind i øjnene, hvilket giver en ulidelige brændende fornemmelse. Der er også en isolationscelle. Den er ikke så lille, men ekstremt beskidt. ”Kayum og Amal fra Bangladesh tilbragte 48 timer i den, fordi de nægtede at tale med deres ambassade.” Kvinderne har det værst: ”Politiet flirter med dem,” fortæller Frank, ”Og de udnytter magtforholdet. De kommer om natten og beordrer alle til at gå ind i deres rum. Så tager de to eller tre kvinder med sig ovenpå. Nogle giver dem penge. Andre truer dem og siger, at de ikke vil blive løsladt, hvis de ikke har sex med dem.”
Der var de, der bukkede under for truslerne og volden og mistede forstanden. Frank fortæller mig om Tokuti fra Nigeria, som efter nogle måneder i interneringslejren begyndte at urinere ud over de andre fanger og gik rundt i underbukser og råbte og græd og bønfaldt sin gud, og når han så betjentene klamrede han sig til deres ben.
Og så er der Rafael. Han bor stadig i Istanbul. Jeg mødte ham i den lejlighed, Frank deler med adskilige andre fra Burkina Faso. Han er 32 år men ligner en på halvtreds. Han sidder på en maddres og ryster hovedet frem og tilbage. Han er bange for at blive slået ihjel. Det tyrkiske politi slog og truede ham så meget, da han var interneret i Hatay, at han nu har fået forfølgelsesvanvid. Han har stadig ar fra lænkerne langs sine ankler, og knoglerne i hans ben er misdannede efter knippelslag. For politiet var det en morsom leg. Ofte puttede de en pistol mod hans hovede og legede henrettelse, fortæller han. Siden han ankom til Istanbul gik han ikke udenfor huset i de første tre måneder af frygt for at møde politibetjente. Han kom fra en lille landsby, og kan ikke engang tale fransk. Det var hans bror, som bor i Spanien, der for et år siden betalte for hans rejse.
Vi ringer til en af fangerne i Hatay. Frank har hans telefonnummer. For hans sikkerhed kan vi hverken afsløre hans navn eller nationalitet. Vi kan kun sige, at i Europa ville han øjeblikkeligt blive anerkendt som politisk flygtning. Han har været interneret siden slutningen af 2007. Han fortalte, at de sprøjtede gas i øjnene på ham, da han nægtede at tale telefonen med sin ambassade. Han siger, at der nu er 103 migranter i centeret: en sudanesesisk mand, fem somaliere, en liberianer, to nigerianere, 22 burmesere, 13 fra Bangladesh, 10 fra Eritrea og 26 afganere. Der er 15 kvinder: ni fra Afganistan, en fra Eritrea og en somalier. Og så er der fem børn: tre afganere, en eritreaner og en somalier. Den yngste er seks måneder gammel, det ældste af børnene er ni år.
Tretten flygtninge fra Bangladesh blev ført væk for nylig. Måske er de blevet sendt tilbage til den iranske grænse, fordi de ikke havde penge til at betale billeten for deres egen deportation. Tilbagesendelser er en almindelig og ligsvarlig praksis i Tyrkiet. Den 23. april 2008 døde fire mænd, heriblandt en iransk flygtning, under en udvisning over den irakiske grænse. Ifølge vor kilde er andre af fangerne i Hatay i løbet af de seneste måneder blevet deporteret mod Nigeria, Bangladesh, Indien, Pakistan, Sri Lanka, Marokko og Ægypten.
Jeg følger med Frank til Aksaray, hvor han sælger kinesiske armbåndsure for fem euro på fortorvet. Vi har tilbragt aftenen i Kunkapi. Vi søgte efter information om den somaliske flygtning, der blev skudt i hovedet af politiet i interneringslejren i Kırklareli i nærheden af den græske grænse, men det lader ikke til, at der er nogen her, der kender ham. Gaderne mellem Kunkapi og Aksaray er som et lille stykke Afrika. Her bor der somaliere, sudanesere, nigerianere, senegalesere, eritreanere. Afganerne bor i Zeytinburnu, og kurderne og irakerne bor i Kurtuluş og Tarlabaşı. Hvert et hus er proppet med migranter. De vil alle forlade Tyrkiet så hurtigt som muligt og begive sig mod Grækenland. Derefter vil mange af dem fortsætte mod England og Nordeuropa via Italien. Frank og jeg siger farvel, men inden vi skilles, vil han gerne have, at jeg hører en rap, de lavede sammen i Hatay:
"If you want to kill me, kill me! Kill me!
I will never follow you to the Siryan border.
I've no mother, I've no father, I've only my god!
Before you use to tell meTurkey is a democracy,
now I know it's not true!
And now why do you want our women?
You're a crazy man! yes you're a crazy man!"
Oversat af Ole Poulsen for illegalt.mahost.org