 |  |  |  |  |  |  |  |  | عربية |
Mord. 46årige Mariano Ruggiero blev anholdt i Italien med denne anklage. Sagen går tilbage til natten den 10. januar: 50 sømil syd for Lampedusa krydsede en båd med 60 somaliske flygtninge den italienske fiskekutter, hvor Ruggiero var kaptajn. En af flygtningene svømmede hen til hans båd og bad om hjælp, men Ruggiero slog ham og smed ham tilbage i havet. Manden druknede, og hans krop forsvandt i bølgerne. Der er ingen lignende sager i det italienske retsvæsen. Den 14. januar godkendte retten i Agrigento fængslingen af Ruggiero. Samme dag havde retten i Agrigento høringer over to andre sager: En mod syv tunesiske fiskere og en anden mod besætningen på skibet Cap Anamur. Begge disse retssager er anklager mod folk, der har begået redningsoperationer til søs. Begge retssager er symbolske og har lært fiskere, at de skal vende ryggen til migrantbåde i nød, hvis de ikke vil have juridiske problemer. Det er måske den slags problemer, Ruggiero ville undgå.
Radarer mod massakre? 18 af de 22 ofre, registreret i januar, omkom i Spanien. De bliver ved med at dø på trods af Sive-systemet (Sistema Integrado de Vigilancia Exterior). Det er et integreret overvågningssystem bestående af et netværk med 23 radar-stationer langs den andalusiske kyst og 27 stationer på Kanarieøerne (16 af dem er stadig under opbygning). Det system kan identificere en halv meter stor genstand på 21 kilometers afstand fra kysten, hvilket kan gøre redningsoperationer hurtigere. Men for at undgå Sive-systemets overvågning er migranterne nødt til at sejle på mindre og overfyldte både, der kan skjule sig fra de infrarøde kameraer og gemme sig i bølgerne. Det var for eksempel tilfældet med den båd, der ankom i Conil den 22. januar og gik på grund en meter fra stranden, og den der sank nær Barbate i starten af året. Ti mennesker druknede i de to eksempler. Antallet af ankomne på den andalusiske halvø er ganske vidst faldet med 24% i 2007, og antallet af ofre i Gibraltarstrædet - også dels på grund af radarsystemet - er faldet fra 215 i 2006 til 131 i 2007, men selv de menneskelige omkostninger er stadig uacceptable. Radar-systemer standser ikke massakren uden politiske forandringer til fordel for de afrikanske arbejderes mobilitiet, flygtninges sikkerhed og stærkere økonomisk fremgang i middelhavslandene.
87 millioner. Frontex’s patruljer i Atlanterhavet ud for Kanarieøerne har siden 2006 standset 12.862 migranter og tilbagevist dem til den afrikanske kyst. Fra februar 2008 vil EU-patruljen blive permanent med deltagelse af Spanien, Portugal og Italien. Frontex betaler 12 millioner euro for operationen, mens 87 millioner i 2007 og 2008 går til repatriering af migrater, der ankommer på Kanarieøerne (16.000 blev repatrieret mellem januar og august 2007, hvilket kostede 10,8 millioner euro - dvs 675 euro pr person) og fælles patruljering i Senegal, Mauritanien og Marokko. Samtidig har Marokko gennemført nye razziaer, hvor hundredvis af migranter blev anholdt i Rabat. I 2007 blev mindst 2.400 migranter anholdt langs Vestsaharas kyst og deporteret til Algeriet, hvor de blev efterladt i ørkenen ingenmandslandet ved grænsen. På den anden side var der ingen patruljer, der stoppede den flåde at industrielle fisker-trawlere fra EU, Kina og Rusland, som har plyndret havbunden ud for det nordvestlige Afrika og forårsaget de lokale fiskeres migration til Spanien.
Ligfiskeri. Ale Nodye er søn og barnebarn af fiskere. De sidste seks år har han knap kunnet fiske nok til at betale diesel til sin båd. Derfor forlod han i 2006 Senegal i en træ-kano og sejlede mod Kanarieøerne. Rejsen endte tragisk. Han blev deporteret og hans fætter døde på turen. Alligevel vil 27årige Nodoye forsøge igen: ”Jeg kan ikke leve som fisker her,” fortalte han til New York Times, “Der er ikke flere fisk i havet”. Mange forskere giver ham ret: Europæiske, kinesiske og russiske fiskerflåder har skuret havgulvet rent og de større fiskebestande er ved at bukke under. Selv Senegals præsident, Abdoulaye Wade, anklagede Europa med ordene: ”Vi vil fiske efter fisk, ikke lig”. Og han fortsatte: ”Vi havde engang den rigeste havbund, men den er blevet ødelagt af den illegale europæiske og kineiske rovfiskeri.” Historien gentager sig selv og hovedpersonen er EU, som med den ene hånd plyndrer et helt kontinents ressourcer og med den anden lukker udgangene for de, der forsøger at flygte væk.
14årig på vej til Italien. I løbet af januar døde mindst tre mennesker på ruten fra Tyrkiet til Grækenland og Italien. Om natten den 15. januar druknede en kvinde, da hun forsøgte at krydse Evros-floden i det nordøstlige Grækenland langs grænsen til Tyrkiet i en robåd. Hun faldt overbord i det iskolde vand, da både kæntrede. To ugere senere, den 30. januar, blev det rådnende lig af en mand fundet ombord på passager-færgen, der sejler fra Patras til Venedig. Han havde gemt sig i et lager-rum og forsøgte at komme til Italien. Samme destination havde den 14årige afganer, som døde ugen før, den 22. januar. Han faldt af en lastbil, der kørte fra Grækenland, som han havde gemt sig under. Hans lig blev fundet på motorveje nær Forlì.
Jagtsæson. I slutningen af januar iværksatte politiet i Patras, Grækenland, en operation, hvis mål er at indfange 3.500 flygtninge, som har boet i lejre rundt om havnen i månedsvis. Om eftermiddagen den 24. januar havde politiet interneret omkring 200 mennesker, som blev puttet på busser til Athen. Resten skal i den næste tid fanges og sendes til interneringslejre i Lavrion og Evros, for derefter at blive deporteret til Tyrkiet. Mens myndighederne i Patras driver klapjagt på flygtninge, river de de kurdiske og afganske flygtninges skure i lejrene i Patras ned. En stor demonstration med over 2.000 deltagere - heriblandt hundredvis af afganske og irakiske flygtninge - fik dog standset ødelæggelserne i en af lejrene, hvor omkring 700 mennesker (inklusiv 300 børn) fra primært Afganistan bor. Forholdene i lejren er forfærdelige: Der er ingen sanitære forhold, intet rent vand og ingen renovation. I 2006 omkom en 33årig afganer i lejren, da han forsøgte at forbinde nogle kabler til elektricitetssystemet.
Krydstogt i Grækenland. Den 19. januar ankom en færge med 66 irakiske kurdere og 4 afganere ombord til den græske havneby Igoumenitsa. De var blevet sendt tilbage af de italienske myndigheder. Det forventes at de bliver deporteret videre til Tyrkiet ligesom de 200 irakere, der blev anholdt i Igoumenitsa ugen før og sendt til Evros nær den tyrkiske grænse for at blive udvist til Tyrkiet. Ifølge pressen blev mindst 172 migranter - hovedsageligt afganere og irakere - tilbagevist til Grækenland fra de italienske havnebyer Bari, Ancona og Venedig i løbet af januar. I 2006 blev 850 flygtninge tilbagevist til Grækenland alene fra Bari - heriblandt 300 irakere og 170 afganere. Denne praksis strider mod Europa-parlamentet og UNHCRs anbefalinger.
Blok 10. ”Jeg har været interneret her i 14 måneder, og jeg har ikke begået nogen forbrydelse. Er det her Europa?” Det var hvad en flygtning fra Sierra Leone sagde i april 2006 i et interview i Blok 10 i Nicosia på Cypern. Cypern har været medlem af EU siden marts 2004 og har mindst 110.000 immigranter - 15% af befolkningen den græske del af øen. I 2006 blev 3.778 migranter indfanget af fpolitiet - 37% flere end i 2005. De kommer fra Syrien, Iran, Pakistan, Irak, Bangladesh, Ægypten, Tyrkiet og fra Afrika. De tager afsted fra Ægypten eller Tyrkiet i små både, der ofte går på land på den tyrkiske, nordlige del af øen. Derefter krydser de den ”grønne linie” og kommer udokumenteret ind i den græske region. Der bliver de interneret i månedsvis - af og til i årevis - under nedværdigende forhold. I oktober 2007 tilbragte syv fanger i Blok 10 fire dage over fængslets vand-tårn, mens de bad om politisk asyl. I januar besteg syv irakere et tårn i den britiske base i Episkopi i byen Dhekelia - en region på Cypern, der stadig er under britisk kontrol. Deres håb var at få britiske pas, men de endte med at blive deporteret tilbage til Cypern sammen med deres familier (40 mennesker inklusv 22 børn), selvom de havde boet i Dhekelia de sidste syv år. Rydningsaktionen startede med at elektricitets- og vandforsyningen blev afbrudt. Derefter blev vinduer og døre fjernet og husene blev revet ned. To uger senere blev Doros Polycarpou, en aktivist fra den cypriotiske organisation Kisa, anholdt under en demonstration i Nicosia. Hun demonstrerede sammen med en gruppe irakiske kvinder for løsladelse af deres mænd, der havde været interneret i Blok 10 i årevis. Overalt i Europa er der det samme klima af oprør og undertrykkelse.
Den hårde kurs. Den 23. januar blev fem asylsøgere fra Eritrea anholdt i interneringscentret Cassibile i Syracuse på Sicilien. De blev sigtet for bortførelse efter at have blokeret asylcentrets porte i to timer og derved forhindret de ansatte i at komme ud. Det skete i protest mod de lange ventetider for at få dokumenter - nogle har været interneret der i tre måneder. Ugen efter nægtede myndighederne i Syracuse den eneste journalist, der søgte om det, tilladelse til at komme ind i lejren. I januar var der sultestrejker i Belgien og interneringslejren på øen Samos, og i Grækenland - som på det sidste har været stærkt kritiseret for sin manglende respekt for menneskerettighederne - forsøgte en 27-årig flygtning fra Bengalien at begå selvmord, da han blev anholdt i Athen og frygtede at blive deporteret. Der er også dårligt nyt fra Israel, hvor tusindvis af asylsøgere - hovedsageligt fra Sudan og Eritrea - der er kommet udokumenteret ind gennem den ægyptiske grænse, har været interneret i månedsvis i Ktsiyot-fængslet, der er er en teltlejr i Negev-ørkenen. I Polen omkommer migranter stadig i sneen langs grænsen, og Malta er igen i søgelyset for sine inhumane interneringsforhold for migranter i en ny rapport udgivet af EUs Libe-Kommission. Selv Sverige har erklæret sig parat til at repatriere omkring 500 afganere. Det går ikke bedre i Melilla, hvor to medlemmer af NGO’en ’Prodein’ blev sagsøgt af regeringen i den spanske enklave for at have hjulpet en spansk TV-station med et program om forholdene for flygtningebørn på et center i byen. Siden midten af december sidste år har migranterne, der er interneret i centrene Mesnil-Amelot og Vincennes, været i sultestrejke og nægter at gå ind i deres rum. De protesterer mod interneringsforholdene og imod politibrutalitet. Flere franske organisationer støtter protestere. På Migreurop.org kan du følge med i oprøret. Pressemeddelelserne oplyser, at politiet tæver lederne af protesternes, og mange migranter er blevet placeret i isolationsceller, mens andre er blevet deporteret. I mellemtiden erklærede Frankrigs præsident, Sarkozy, sit mål om at deportere 25.000 migranter i løbet af 2008. Det vil betyder flere anholdelser og flere razziaer - på gaderne, i lufthavne og i havnen i Calais, hvor situtaionen for nylig eskalerede
Frihed, lighed, broderskab. NGO-rapporter fra Calais beretter om kontinuerlig tæsk og mishandel af hundredvis af flygtninge begået af politi og sikkerhedspersonel i byen. Flygtningene lever i barakker og telte i skovene omkring byen, og hver nat forsøger de at smugle sig ombord på lastbiler, der kører til Dover i England. Marie Noëlle Gues, der er medlen af den franske organisation ’Uddannelse uden grænser’, blev anholdt den 23. oktober sidste år, da hun tog et billede af to CRS-agenter (Compagnie républicaine de sécurité), der var i færd med at tæve en flygtning. Hun blev interneret i 24 timer, modtog en bøde på 1.500 euro og rissikerer en måned i fængsel efter retssagen, som starter i februar.
translated by Ole Poulsen