April 2008

De var udokumenterede migranter. Men først og fremmest var de ulejlige vidner. Så de blev deporteret og forladt i ingenmandsland uden mad eller drikke langs den algierske grænse. De er de overlevende fra et skibbrud, der fandt sted den 28. april ud for Hoceima på vejen fra Marokko til Spanien. 36 døde, heraf to kvinder og fire babyer. De overlevende anklager Marokkos kongelige flåde for at have punkteret og sunket den gummibåd, ofrene sejlede i. Rabat nægter at have et ansvar. Med hjælp fra en marokansk NGO fik Fortress Europe telefonisk kontakt til de overlevende. De tre overlevende vidners udsagn stemmer overens: Den 9 meter lange Zodiac-båd tog afsted fra Hoceima 150 kilometer øst for Melilla klokken 2 om morgenen med omkring 80 passagerere fra Nigeria, Ghana, Cameroon og Mali. Fem timer senere blev båden standset midt på havet: “Militæret kom tættere på,” skreg Fred over telefonen, ”og så punkterede en af dem gummibåden med en kniv.”

Indenfor få minutter gik luften ud af båden, den kæntrede og sank. De, der ikke kunne svømme, druknede med det samme. En kvinde druknede mens hun holdt sin baby tæt ind til brystet. Tæt på forsvandt en anden kvinde og tre børn i bølgerne. I alt døde 36 mennesker. I mellemtiden sejlede båden fra den marokanske flåde væk. Den kom tilbage en time senere sammen med tre motorbåde, der reddede de 42 overlevende. De blev fraget til fastlandet i Hoceima og holdt indespærret i 48 timer - låst inde i et rum uden vand eller mad eller et toilet. ”Så læssede de os ombord på en bus,” fortalte en af de overlevende kvinder fra Nigeria, ”og efterlod os ved grænsen til Algeriet i ingenmandsland. Det var langt fra Oujda.” Efter en lang march til fods lykkedes det dem at nå frem til en lejr med to hundrede andre deporterede i skoven. ”Vi byggede ly for natten med plastik,” fortalte en af dem. ” Vi levede på medlidenhed. Mange af os er syge.” Forholdene er elendige, men det er utænkeligt at vende tilbage til Rabat efter de seneste razziaer i byen. I mellemtiden er syv af de 42 overlevende døde i lejren. De overlevede ikke skibbruddet, smerten, sulten, tørsten og den lange march til fods.

At punktere en overfyldt båd ude på havet, at få den til at synke og forårsage 36 menneskers død - det kaldes ”overlagt massemord” på dansk. Men på det marokanske sprog darija hedder det åbenbart noget andet, for ingen aviser fortalte om historien. For hvem-ved-hvilken gang er der ingen, der kommer til at stå til ansvar for at tage andres liv. Det er skammeligt. Og det gør det endnu mere pinligt, at de 40 motorbåde, Marokko for nyligt har anskaffet sig, er betalt af EU-midler. Det er den samme historie igen og igen. Europa udliciterer afpatruljeringen af sine sydlige grænser og lukker øjnene for de forbrydelser, der begås, af Europas nye leje-soldater.

Mindst 101 migranter og flygtninge døde ved porten til EU i løbet af april 2008.Fem mænd omkom gemt i lastrummet på et fragtskib, der ankom til Kanarieøerne; fire mennesker mistede livet langs grænsen mellem Tyrkiet og Irak - de druknede efter at være blevet smidt i en flod af det tyrkiske politi under en tvangsudvisning - en flygtning fra Eritrea blev skudt af det ægyptiske politi langs grænsen til Israel. Udover de 43 ofre fra Hoceima omkom 24 mennesker på havet mellem Algeriet og Spanien, og endnu 24 druknede mellem Tunesien og Italien udfor Siciliens kyst, hvor der har været en stærk stigning i antallet af ankomne på grund af godt vejr og fordi Frontex’s patruljering har været forsinket.

Alene i den sidste uge af april ankom over 1.000 migranter på Lampedusa - hovedsageligt folk fra Nordafrika og Somalia. Den 24. april forårsagede et skibbrud ud for Chebba - det punkt på den tunesiske kyst, der er tættest på Lampedusa - 23 ofre. Dagen efter fandt endnu en tragiede sted 80 sømil syd for øen. Om natten den 25. april kom den italienske kystvagt et skib med 241 passagerere til undsætning i Malthas farvand. De blev transporteret væk i motorbåde, men under operationen faldt to mænd over bord. De to underofficerer Federico Nicoletti og Oronzo Oliva tøvede ikke, men sprang i havet på trods af det stormfulde hav. Det lykkedes dem at redde de to mænd, men desværre døde en af migranterne kort efter. Det var en modig handling, der vil give de to underofficerer ære, og de vil snart modtage en hæderspris fra kystvagten og UNHCR - en handling, der bekræfter at livet trods alt har førsteprioritet på Middelhavet, hvor migranter ofte afvises og af og til myrdes. Det skete for eksempel for nogle uger siden i Marokko, ligesom det skete i Grækenland i 2006 og i Italien med blodbadet forårsaget af militær-korvetten Minerva ud for Lampedusa i 2006 og af skibet Sibilla ud for Puglia i 1997.

Antallet af redningsoperationer til søs viser den italienske kystvagts anstrengelser. 44% af de 560 redningsoperationer, dn italienske kystvagt foretog i de første seks måneder af 2007, blev foretaget i Malthas SAR-farvand (Search And Rescue. ”Mange af dem startede i det libyske SAR-farvand,” oplyser et notat fra kystvagten til udenrigsministeriet i oktober 2007. Malthas myndigheder samarbejder ikke og de libyske er uduelige - ifølge kilder, der endnu ikke er bekræftet, ville den libyske kystvagt have åbnet ild mod en båd med migranter og dermed dræbe nogle af passagererne. Malthas SAR-farvand er større end Storbritanien, alt for stort til at Maltha selv kan patruljere det. Men Maltha nægter at give slip på en kvadratmeter af sit SAR-farvand, for det overlapper med FIR-området (Flight Information Service), der giver den lille stat en indtægt for hvert fly, der flyver over området. I mellemtiden er Frontex’s fælles patruljeringsprojekt Nautilus III igen blevet udskudt. Maltha, Italien, Frankrig og Tyskland skændes om hvem, der skal være ansvarlige for de migranter, der reddes i Libyens search and rescue-farvand under missionen.

Endelig en god nyhed fra Libyen: 30 flygtninge fra Eritrea, hovedsageligt kvinder, har fået ophold i Italien takket være forhandlinger mellem UNHCR, IOM, det italienske indenrigsministerium og NGO’en CIR. Det er det største genhusningsprogram fra Misratah siden 40 eritreanere ankom til Italien i november. Men der er stadig over 700 eritreanske flygtninge samt en gruppe etiopiske flygtninge, der har været interneret i Misratah-lejren i to år, og for nylig blev endnu 110 eritreanere, heraf 20 kvinder, anholdt under razziaer mellem Khums og Misratah og transporteret til interneringslejren Zliten halvvejs mellem Khums og Misratah. Der var faktisk færre flygtninge fra Eritrea, der ankom til Lampedusa, i de seneste måneder. Mange af dem er blevet anholdt i Libyen - de andre venter. Rygtet om genhusningsprogrammer har spredt sig fra mund til mund. I de seneste måneder har UNHCRs kontor i Tripoli modtaget mange asylansøgninger fra eritreanere. Men det er svært at forestille sig, at den nye højrefløjsregering i Italien - især med det fremmedfjendske parti ”Lega Nord” - vil godkende flere genhusningsaftaler.

Efter Grækenland er det nu Tyrkiets tur. FNs højkommissær for flygtninge har tidligere bedt de europæiske lande om at suspendere Dublin-konventionen overfor Grækenland, og nu fordømmes Tyrkiets udvisning af flygtninge til Irak, efter at en udvisning forårsagede fire dødsfald. Onsdag den 23. april forsøgte de tyrkiske myndigheder med magt at deportere 60 mennesker med forskellige nationaliteter til Irak via den officielle grænseåbning Habur (Silopi) i Sirnak-provinsen i det sydøstlige Tyrkiet. De irakiske grænsebetjente lod 42 irakere komme ind i landet, men nægtede at tage imod de 17 iranere og en syrer. Så tog de tyrkiske betjente de 18 tiloversblevne flygtinge - hvoraf fem af iranerne var anerkendt som flygtninge af UNHCR - til et sted, hvor en flod skiller de to lande, og tvang flygtningene til at svømme over floden. Fire personer, heraf en flygting fra Iran, blev revet med af strømmen i floden og druknede. Deres lig kunne ikke bjærges. UNHCR havde tidligere sendt beskeder til de tyrkiske myndigheder om, at de fem iranske flygtninge, der alle var blevet interneret efter forsøg på at komme til Grækenland, ikke måtte deporteres. På trods af UNHCRs anmodninger blev flygtningene puttet i en bus og deporteret. EU havde som sædvanlig ingen kommentarer til forbrydelsen.

Vi slutter af med et uddrag fra en raport skrevet af Sara Prestianni, som i marts 2007 interviewede migranter, der var blevet tvangsdeporteret fra Algeriet til Mali. Interviewene fandt sted i den malisiske by Kidal: ”De algierske betjente gjorde, hvad de ville, med os. De tævede dig med køller, hvis du bare forsøgte at tale til dem,” sagde en Nigeriansk mand. ”I interneringslejren i Tamanrasset sov 300 mennesker i det samme rum. De gav os kun brød og mælk en gang om dagen.” Efter udvisningen, der foregik ”stuvet sammen i tæt forsejlede militær-lastbiler uden vinduer,” der kørte dem mod grænsen Bordj Mokhtar i midten af Sahara-ørkenen, gik migranterne til fods til oasen Tinzaoutine: ”I Tinzaoutine er der ingenting. Du er i ørkenen. Heldigvis havde jeg penge, og jeg betalte 1.400 dinarer til en chaufør, som kørte mig til Kidal. At leve i Tinzaoutine uden penge er en tragedie. De, der har været der i lang tid, er nu blevet sindsyge.” Idag bor han i en ghetto i Kidal, 300 kilometer syd for Tinzaoutine, i et hus, der lejes ud til adskillige migranter, der deler de få kvadratmeter og sover på gulvet ved siden af hinanden. Migranternes historier og billeder kan ses på hjemmesiden Storie Migranti