 |  |  |  |  |  |  |  |  |
“Det sidste, jeg husker, er at der lød et brag ligesom en bombe. Jeg kan huske, at jeg fløj ind i mørket og så ned i det iskolde vand. Skibet splintrede: jernstænger, glas, vægge og træstykker fald ned over vore hoveder ...” [1]. Det var den 28. marts 1997, og den italienske militær-korvet, Sibilla, kolliderede med det gamle albanske skib, Kater I Rades, 25 sømil væk fra Puglia. 108 mennesker omkom. Den 19. marts 2005 dømte retten i Brindisi kaptajen på Kater, Namik Xhaferi, til fire års fængsel, kaptajnen på Sibilla fik tre år, og ofrenes familier modtog 35.000 euro hver i erstatning. I 1999 blev de pårørende til 20 italienske ofre for en lignende ulykke tildelt 2 millioner euro i erstatning [2], så en italieners liv er altså 60 gange mere værd end en albaners. Kaptajnerne på de to skibe er blevet fundet skyldige, men ingen ret vil dømme de politikere og generaler, der gav korvetten Sibilla ordre til at ramme det albanske skib og sænke det. De var på flugt fra borgerkrigen, der var brudt ud i Albanien efter et økonomisk kollaps. Tre dage tidligere, den 25. marts, havde den italienske regering underskrevet en aftale med Albaniens præsident Sali Berisha om, at Italien ville patruljere farvandet og returnere alle migranter til Albanien - på trods FNs flygtningehøjkommissær, Fazlum Karims advarsler.
Elleve år senere
Mindst 26 migranter er rapporteret døde ved Europas porte i løbet af marts. Tusinder kan dog være forsvundet på havet i samme periode - ofrene fra spøgelsesskibsvrag i Vestsahara [3], i Tyrkiet [4], Spanien [5] og Algeriet [6]. Bådene sank, men kun få lig blev fundet langs kysterne. Der var intet spor af bådene og ingen vil nogensinde kende det præcise antal druknede. To af de døde blev fundet ombord på en træbåd, der ankom til Kanarieøerne [7], hvor antallet af ankomne migranter er let stigende: 1.702 [8] i første kvartal af 2008 mod 1.425 i samme periode af 2007. Antallet stiger også på Lampedusa i Italien, hvor over 3.000 migranter ankom i de førte tre uger af marts [9]. Politiet i Ægypten skød og dræbte tre flygtninge, der forsøgte at komme over grænsen til Israel [10]. En af dem var en 25-årig kvinde fra eritrea ved navn Karina. Hun blev dræbt med tre kugler i kroppen - en af dem i hovedet. Det ægyptiske politi har dræbt mindst 10 migranter siden starten af 2008 og interneret snesevis af andre. De fleste kommer fra Afrika, hovedsageligt Sudan og Eritrea, efter at Israel har lagt pres på Kairo for at få Ægypten til at reducere strømmen af flygtninge, der krydser grænsen [11]. På listen over ofrenes navne skal også tilføjes Rachid Abdelsalam og Ahmad Mahmud El Sabah, som døde i interneringscentret for migranter i Rotterdam i Holland efter ikke at have modtaget tilstrækkelig lægehjælp [12]. Navnene på de 128 somaliere, der druknede ud for Yemen, vil dog aldrig blive kendt. Der er tusindvis af ofre i den somaliske exodus, hver eneste år.
Harragas. Kamal er 39 år gammel. Han blev født i Sidi Salem nær Annaba i Algeriet. Jeg mødte ham i Cagliari i Sardinien (Italien) i nærheden af en lille moske, foran hvilken adskillige mænd mødes hver fredag for at knæle på sine tæpper og bede i retning af Mekka blandt parkerede biler og forbipasserende. Den samme moske har i et års tid hjulpet migranter, der ankommer til Sicilien, før de tager videre mod Rom, Napoli eller Marseilles. For et år side boede Kamal i Tunis og arbejdede som snedker. I starten af 2007 læste han i en avis, at en gruppe algierere for første gang havde ankommet i Europa ved at sejle til Sardinien. Han besluttede sig pludselig for at tage tilbage til Algeriet men ikke for at blive der. Han kendte alle i Annaba, og det var let for ham at finde den rigtige kontaktperson. Han betalte 10.000 dinarer - omkring et tusind euro. En ven tog uden tøven med ham sammen med hans kone. Femten dage senere, en nat i maj, tog de afsted fra stranden i Sidi Salem i fire både, med otte til ni personer i hver, men det stormfulde hav overbeviste fiskerne om at vende om. Med samme billet tog de afsted igen tre måneder efter, den 28. august 2007. Kamal mindes sin søsyge, kvalmen og angsten i natten, da de så lyset fra et skib fra den italienske flåde i horisonten nogle få mil væk. Efter et øjebliks stilhed fortalte Kamal mig om kroppene der flød rundt i bølgerne. Der var omkring ti af dem, og de sejlede tæt forbi dem. Idag arbejder Kamal i et snedkeri. Han tjener 600 euro om måneden, og kan ikke bede om mere, for han har ingen papirer. Men i Algeriet ville han alligevel ikke kunne tjene mere end 100 euro, og her behøver han ikke at betale husleje, for han bor i et forladt hus i Cagliari. Han sparer pengene sammen, så han kan blive gift - det koster ikke under 5.000 euro i Algeriet. Hans far? Han vidste alt om planen, og han var bekymret, men hvad kunne han sige? Alt han kunne sige ville være spildte ord mod harragasens vrede (harragas er et algiersk udtryk om migranter. Det betyder ”de der brænder” - brænder sine papirer, og brænder for at komme væk).Død eller levende, vi skal væk herfra! Vrede og smerte. Det er de følelser, den algierske rapper udtrykker på arabisk. De fortæller om harragasernes drømme og nederlag. Harragas er arabisk og betyder ”de der brænder” ved grænserne. Der er berømte sange med tekster som: ”de ser dette land som et fængsel og en grav. De siger der ikke er noget held, der er ingenting, kun hadet”. Det er både fattige, veluddannede og embedsmænd, der forlader landet [13], for: ” håbet er på den anden side af havet”. Hver dag er der nogen der forsøger at tage afsted. ” Især når du ser din ven komme tilbage fra Europa om sommeren. I voksede op her sammen uden nogenting, og nu klarer han sig fint. Europa gav dem et arbejde, et hjem og en bil, og du bliver her, deprimeret, og der er ikke noget, du kan gøre. De fortæller dig om deres liv der... og du bliver mere og mere trist”. Turen er farlig. Aviserne skriver om algiere, der interneres i Libyen og Tunesien [14] og siden starten på 2008 er mindst 13 harragas allerede døde [15]. Men man må bevare modet: Mit hus er langt væk og min båd er lille. Lad os håbe at Gud ikke glemmer mig. Jeg er alene, langt ude på havet, fortabt og faret vild, jeg føler kulde og frygt”. De citerede sange kan høres i dokumentar-filmen Gli harraga di Annaba. Emigration er også det centrale tema i Lofti Double Kanons berømte sang ”Ya Lebhar”, der har en stærk video, og i Reda Talienis ”Partir Loin”. I Senegal er der også musik, der behandler de forhold en hel generation lever under - en generation, der er villig til at dø på havet, fordi den ikke kan klare flere politiske skandaler. En single udgivet af Awadi og Kirikou på det lokale sprog wolof hedder Sunugaal, og teksten kan oversættes nogenlunde til: ”Alle jeres flotte ord, alle jeres flotte løfter... vi venter altid på dem... Al denne larm er ikke det vi håbede på. Vore kanoer flyder og vore børn giver dem sine liv.”
Retssag mod Guardia Civil. De forsøgte at svømme til Ceuta. En af dem druknede. Det var dem 26. september 2007. Seks måneder senere begynder sandheden at komme frem. Den nat opsnappede en spansk patruljebåd tre mænd og en kvinde, der var ifærd med at svømme fra den marokanske kyst til stranden i Ceuta. De tre spanske betjente tog dem ombord og førte dem tilbage til marokansk farvand. Der smed de dem over bord i havet efter at have punkteret deres redningsveste. Laucling Sonko, født i Senegal i 1979, kunne ikke svømme og døde for øjnene af de andre. Han er nu begravet på kirkegården i Santa Catalina i Ceuta. Hans søster og svoger ventede på ham i Vícar, en by i Almería-provinsen i Spanien. Nu kræver de retfærdighed. Den spanske NGO, “Comisión Española de Ayuda al Refugiado” (CEAR) fordømmer mordet, og Ceutas statsanklager har påbegyndt en efterforskning [16]. De tre Guardia Civil-betjente er anklaget for mord. Ifølge de overlevendes vidne-forklaringer bad ofret om hjælp og sagde, at han ikke kunne svømme, men betjentene ”lo bare af ham”. Da de indså, at han faktisk var ved at drukne, prøvede en af dem at redde ham, men det var for sent.
Robert Dziekanski. Nogle husker måske dette navn. Han var en polsk immigrant, der landede i Vancouver International Airport i Canada den 13. oktober 2007. Her døde han kort tid efter at være blevet blevet skudt med en taser to gange af the Royal Canadian Mounted Police (RCMP). En taser er en strømpistol, der skal paralysere et offer på op til ti meters afstand. Ifølge Amnesty International er 277 mennesker blevet dræbt med tasere i USA mellem 2001 og 2007. 80% af dem var ubevæbnede. Men parlamentet i Schweitz er ligeglade med denne rissiko. Den 18. marts 2008 godkendte det brugen af strømpistoler til tvangsdeportation af migranter [17]. Spanien foretrækker at bruge spændetrøjer til repatriering af mennesker [18]. Alt dette sker i et Europa, hvor administrativ internering og mishandling af fremmede er blevet normaliseret. De to dødsfald i et hollandsk interneringscenter [19] sidste måned er blot de seneste på en lang og skammelig dødsliste. Selv Europa-parlamentets “Committee on Civil Liberties and Justice” har i en rapport for nylig taget afstand fra de forholde, migranter inerneres under i Europa [20]. I mellemtiden vil Europa-parlamentet dog snart - i maj 2008 - stemme om et direktiv vedrørende internering og deportation af immigranter. Hvis det bliver vedtaget, vil det være endnu et skridt tilbage for retsikkerheden, da det foreslår at internering skal kunne udvides til op til 18 måneder for mennesker, hvis eneste forbrydelse er gerne at ville bo i Europa. Parlamentsmedlemmerne har her et historisk ansvar - du kan lægge pres på dem ved at underskrive denne protest.
Mellem hammeren og ambolten. 80% af de irakiske asylsøgere i Tyskland, Sverige og Cypern er anerkendt som politiske flygtninge. I Grækenland er det 0%. Nej, det er ikke en vittighed - nul procent! Tallene blev præsenteret for the European Council on Refugees and Exiles (ECRE), som opfordrede EU til at standse deportationen af asylsøgere til Grækenland, hvilket sker i henhold til Dublin II-aftalen. Denne praksisk skal standses, eftersom de græske myndigheder ikke gav beskyttelse til en eneste irakisk eller afgansk flygtning i 2007. Norge, Sverige og Tyskland har allerede taget konsekvensen. ”Grækenland er ikke et sikkert land,” fortalte ECREs sekretærBjarte Vandvik [21]. Græsk lov gør det for eksempel muligt at annullere enhver asylsansøgning, hvis ansøgeren har forladt sin bopæl uden tilladelse. Det vil sige, at alle asylsøgere, der sendes til Grækenland, bliver afvist, og som regel deporteres de til Tyrkiet. EU anklager Tyrkiet for ikke at patruljere sine grænser tilstrækkeligt, men Tyrkiet er også anklaget af NGOen Helsinki Citizens’ Assembly for elendige forhold og indskrænkede rettigheder for flygtninge, der rissikerer deportation og tortur af politiet.
Uvelkomne gæster. “På grund af de elendige forhold for os, prøvede en af os at tage sit eget liv ved at banke hovedet ind i væggen... Politiet angreb ham og tævede ham for øjnene af os, indtil han tabte bevidstheden.” Det fortalte en mauritansk flygtning, der er indespærret i en interneringslejr nær Izmir, til organisationen Helsinki Citizens’ Assembly. Det er blot ét af de 40 vidneudsagn, der er samlet i rapporten “Unwelcome Guests: The Detention of Refugees in Turkey’s Foreigners’ Guesthouses.” Tyrkiet er ikke et sikkert land for flygtninge - især ikke hvis de er kurdiske. Den 18. mart 2008 blev en kurder med tyrkisk statsborgerskab repatrieret fra Italien [22]. Af henyn til hans sikkerhed kan vi ikke skrive hans navn, men ifølge hans advokat, der arbejder for NGO’en Senza Confine, blev han anholdt med det samme, da han landede i Tyrkiet. Tre dage senere, den 21. marts, forbød det tyrkiske myndigheder forsamlinger i adskillige byer, efter uroligheder under fejringen af det kurdiske nytår, Newroz. En blev skudt ihjel i byen Yuksekova i den sydlige Hakkari-provins, da riot-politi stødte sammen med hundredvis af demonstranter, fortalte hospitalet til Al Jazeera [23]. Alt dette er dog ikke noget problem for EU, som for nylig har givet 53,4 millioner euro til Tyrkiet [24] til oprustning af grænse-patruljeringen. Langs grænsen bliver alle betragtet som illegale og alle midler er tilladte for at stoppe dem.Oversat af Ole Poulsen
Noter:
[1] http://www.pugliantagonista.it/inte...
[2] http://it.wikipedia.org/wiki/Strage...
[3] http://canarias24horas.com/index.ph...
[4] http://news.xinhuanet.com/english/2...
[5] http://www.abc.es/20080301/nacional...
[6] http://www.lequotidien-oran.com/ind...
[7] http://www.jeuneafrique.com/jeune_a...
[8] http://www.eldia.es/2008-04-01/cana...
[9] http://www.rfi.fr/actufr/articles/0...
[10] http://africa.reuters.com/country/E...
[11] http://ashomer.blogspot.com/2008/03...
[12] http://www.statewatch.org/news/2008...
[13] http://www.tunisieaffaire.com/index...
[14] http://www.algeria-watch.org/fr/art...
[15] http://www.mathaba.net/0_index.shtm...
[16] http://www.elpais.com/articulo/espa...
[18] http://www.rai.it/news/articolornew...
[19] http://www.statewatch.org/news/2008...
[20] http://www.repubblica.it/2008/04/se...
[21] http://www.earthtimes.org/articles/...
[22] http://www.arci.it/news.php?id=9185