 |  |  |  |  |  |  |
Flere ankomne og flere ofre. Antallet af dødsfald langs EUs grænser er stadigt stigende, selvom antallet af ankomne er steget i det centrale og østlige Middelhav. Mindst 270 migranter og flygtninge døde i løbet af august ifølge Fortress Europes nyhedsarkiv. 179 af dem omkom mellem Libyen, Malta og Italien. Der var også ofre i farvandet mellem Algeriet og Sardinien (14 omkomne), i Spanien (45), Iran (30), Tyrkiet (1) og langs grænsen mellem Ægypten og Israel (1). Dette er den værste rapport siden starten af 2008.
I mellemtiden fortsætter Fortress Europes korrespondent sin rejse langs Middelhavet. Efter rapporterne fra Grækenland, Israel og Tyrkiet er denne månesrapport dedikeret til den bekymrende situation for udokumenterede migranter i Cypern
I 2006 blev han interviewet af Sergio Serraino, som det lykkedes for at komme ind i Blok 10, den del af fænglset i Nicosia, som er dedikeret til administrativ internering af udokumenterede migranter. To år senere mødte vi ham i baggården ved NGOen Kisa i Nicosia. Han blev løsladt i maj 2008 efter 39 måneders fængsel og tre fejlslagne forsøg på at deportere ham. Han fik afslag på sin asylansøgning, og hans sag venter nu på behandling ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Han blev løsladt blot en uge før fængslet blev inspiceret af Europarådets Komite til Forebyggelse af Tortur (CPT). På det tidspunkt besluttede regeringen sig for at løslade alle de fanger, der havde været interneret i mere end seks måneder. Det skulle være et tegn på forandring i en stat, der ikke har nogen øvre grænse for, hvor længe migranter kan udsættes for administrativ internering. Men Outhmans liv er ikke længere det samme.
Jeg beder ham om at huske tilbage, men det er svært for ham. Hans hukommelse har fortrængt alt fra de smertefulde tre lange år. Lidt efter lidt finder hans bevidsthed tilbage til fortiden. Outhman fortæller, at han så mange flygtninge blive deporteret. En fra Kongo blev deporteret i 2006 og ifølge hans familie er han stadig forsvundet. Der var også en kurdisk familie med far, mor og fem børn, som blev deporteret til Tyrkiet, og en mand fra Sri Lanka, der blev sendt tilbage selvom hans kone boede i Cypern.
Et helt andet emne er de indsattes mentale helbred. Outhman vender ofte tilbage til det. Han så mange mænd miste håbet og græde som små børn. Selv forsøgte han at begå selvmord flere gange – det var hans eneste måde at slippe væk derfra. En anden måde var at miste forstanden. Ali fra Iran var for eksempel sund og rask, da han blev anholdt, men i fængslet begyndte han at blive forandret, indtil han tilbrage hele dagen i vildelser og vaskede hænder. Han døde en måned efter, han blev udvist. En anden iranker, Sajjad, blev paranoid. Han så sammensværgelser mod sig overalt og blev vred og opfarende. En dag førte politiet ham til det psykiatriske hospital Athalassa i Nicosia. Der var også en ung palæstinenser, Khalid, som var anbragt der. Han løb nøgen rundt i gangene og var konstant klar til at slås. En anden palæstinensisk dreng, Mohamed, benyttede i stedet enhver lejlighed til at skære sine håndled. Han sagde, at han ville dø – de ville deportere ham, men han var faktisk vokset op her i Cypern, hvor han ankom med sin familie, da han var barn.
Blok 10 er en del af fængslet i Nicosia. Dagen efter jeg mødte Outhman, besluttede jeg mig for at tage derhen. Det var let nok at komme ind, da jeg fortalte politiet, at jeg var en af Cs venner – han er en af de indsatte, som Outhman satte mig i telefonisk kontakt med. Cellerne befinder sig på begge sider af en lang korridor, der er lukket med en dør. I korridoren er der et fjernsyn, borde og air condition. Cellerne er to gange to en halv meter store og rummer en køjeseng hver. Indenfor i cellerne er der hverken air condition eller varme. Der er omkring halvtreds indsatte. De kan gå rundt i den trange, lukkede korridor, men de får kun en tur i gården på en time en gang om dagen. Af og til får de besøg af Theophany, en nonne fra Saint Joseph i Lanarca. Hun bringer dem tøj og beder med de kristne. Mindre ofte får de besøg af folk fra UNHCR. Resten af tiden er der absolut intet at lave fra morgen til aften i Blok 10.
Politibetjentene er nysgerrige efter mit besøg. Faktisk har C nægtet at se sin kone og deres børn i to uger. Han fortæller mig, at han protesterer mod interneringen. Han har været interneret i Blok 10 i syv måneder. Han er fra Nigeria og har boet i Cypern siden 2001. Han fik afslag på asyl den 16. maj i år, og nu har han ingen penge til at betale for en advokat til en appel-sag. Det er dog ikke hans eneste problem. C er nemlig gift med en fillipinsk kvinde, som bor i Nicosia, og de har to sønner på 5 og 3. Nu er den ældste af dem begyndt at spørge ham hvorfor… Hvorfor er han i fængsel? Er han en skidt person? Elsker han dem ikke? C har ikke kunnet finde nogen godt svar.
Cypern er 70 kilometer væk fra Tyrkiet og 100 km fra Syrien. To tredjedele af øen er regeret af Republikken Cypern, som har været medlem af EU siden maj 2004. Den nordlige del af øen hører under Den Tyrkiske Republik i Nordcypern, som blev erklæret efter en tyrkisk militær-intervension i 1974. Der bor godt 800.000 cypriotere og 170.000 immigranter på hele øen. Omkring 30.000 af de sidste er EU-borgere 60.000 er arbejdere fra udenfor EU (Filipinerne, Pakistan, Sri Lanka), som primært er ansat som tjenestefolk eller i restauranter, 20.000 er grækere fra Kaukasus og 50.000 er udokumenterede – hovedsageligt folk fra Tyrkiet og Syrien.
Og så er der de omkring 11.000 asylsøgere, hvoraf de fleste kommer fra Syrien, Sri Lanka, Indien, Pakistan, Bangladesh, Irak, Palæstina, Iran og Georgien. Det er et forholdsvis lille antal, men det er nok til at give Cypern førstepladsen blandt EU-lande for antallet af asylsøgere i forhold til antallet af indbyggere. Indtil videre er der omkring 500 anerkendte flygtninge, og 95% af dem er irakere og palæstinensere. I 2007 var raten for anerkendelse af asyl 1,25% - en af de laveste i hele Europa - og der blev gennemført omkring 2.500 deportationer om året. Cristina Palmas, som er ansat ved UNHCR gav mig alle disse tal. Hende mødte jeg i hovedkvarteret for FNs mission i Cypern, UNFICYP.Flygtningeloven blev vedtaget i 2000. I 2002 flyttede UNHCR alle sine sager over til Indenrigsministeriet. Det er en god lov, siger Palmas, men den bliver ikke overholdt. Hver asylansøger skal egentlig modtage 500 euro om måneden fra staten, men der var kun 300 som fik den hjælp i løbet af 2007. De resterende ti tusind asylsøgere er nødt til at overleve på anden vis i de to til fire år, der sag tager, men loven forbyder dem at arbejde. De har dog lov til at søge arbejde indenfor landbruget, men landbruget er i krise og har ikke brug for megen arbejdskraft, så lønnen er på 300 euro om måneden i et land, hvor en kop kaffe koster 3 euro. Palmas viser mig også det ene center med 43 pladser til husning af kvinder, børn og deres familier, der er bygget i et land med omkring 11.000 asylsøgere.
Centeret befinder sig fire kilomenter udenfor Kophinou, omkring halvfems kilometer sy for Nicosia. Det åbnede til husning af sigøjnere i 1997, og i 2003 blev det indrettet til asylsøgerne. Der er to rækker af containere placeret på en cement-gård med et hegn omkring i midten af bjergene. I hver container er der tre dobbeltværelser. Området er dog halvtomt, for mange har forladt det. Centeret er så isoleret, at de fleste foretrækker usikkerheden i hovedstaden.
Men Rachel blev i lejren. Hun er fra Cameroon, og hun har ventet på svar på hendes asylansøgning siden 2006. Hun tilbringer hele dagen med at chatte på internet-caféen. Der er ikke andet at lave her. Staten giver hende 80 euro om måneden. Hun må ikke arbejde bortset fra på landet. Jeg tog til Kophionou sammen med den congolesiske flygtning, Jonathan. Før vi tager afsted, beder han mig om at tage et billede af ham ved hegnet. ”Vi er i et bur”, joker han. Efter fire år i limbo har han stadig ironi.
Jonathan er et af spøgelserne fra en generation, der forsvandt fra Kivu i den såkaldt Demokratiske Republik Congo. De, der ikke er blevet dræbt, de flygtede, fortæller han. Han flygtede sammen med hele sin familie. Han arbejdede oprindeligt for en lokal NGO og som journalist. Faldet ned i Helvede begyndte for ham den 30. oktober 1996 i byen Goma, hvor han kom fra, da Banyamulenge-hæren bombede flygtningelejrene i Uvira-Bukavu-Goma. Tusindvis af mennesker døde, og den første krig startede, da Congos regering gik imod rebellerne fra det tidligere Zaire.
Jonathan flygtede. Først til Uganda, så ind i Kenya. I 2004 lykkedes det ham at flygte fra Nariobi til Damaskus i Syrien, og derfra krydsede han illegalt den tyrkiske grænse ved Hatay og kom til Istanbul. Han havde oprindeligt tænkt på at tage til Grækenland, men overbeviste sig selv om, at Cypern også kunne være det rigtige valg, eftersom de netop var kommet ind i EU. Han købte et falsk pas og flygtede til Erçan, lufthavnen i den nordlige, tyrkiske del af øen. Nogle få dage efter blev han taget af det cypriotiske politi, mens han krydsede grænsen ved den grønne linie i Nicosia sammen med fire andre. Jonathan fik en skade i benet, da han hoppede ned fra den mur, der adskiller den tyrkiske del af byen fra den græske. En af betjentene slog ham igen og igen på benet, inden de blev sendt tilbage. Jonathan kunne ikke gå, men det lykkedes ham alligevel at komme igennem pigtrådshegnet nogle få timer senere, slæbende på det ene ben. Ved en tilfældighed fandt en anden congoleser ham på vejen og gav ham husly i sit hjem, indtil hans ben var helet.
Fire år efter venter Jonathan stadig på svar på sin asylansøgning. Han har overlevet takket været et velfærdsprogram. I mellemtiden er det også lykkedes ham at skaffe et studie-visum til sin kone. Nu venter de barn. Et barn vil hjælpe dem med at lægge denne tid i limbo bag sig og se mod fremtiden. De ønsker ikke at blive ligesom Joao, en anden congoleser, som kommer til Kisas internetcafé hver dag, for manisk at spørge om de har set de papirer, han har mistet… Han har mistede desværre også forstanden efter for mange måneder i Blok 10. Jeg kan høre ham, mens jeg skriver de sidste sætninger i denne artikel i den samme internetcafé.
Foran mig smiler Durjan bag skærmen. Han har langt om længe sendt nogle billeder af sig selv til Nepal. Han ankom til Cypern i 2003, og hans søn, som nu er ni år, bor stadig med sin mor i Nepal. Nu vil han ikke længere glemme sin fars ansigt, som han ellers har gjort efter fem års adskillelse.
Oversat af Ole Poulsen, illegalt.mahost.org
For mere information om Cypern
Parlement Européen: Rapport de visite à Chypre